http://technorati.com/claim/u8fnydww7e" rel="me">Technorati Profile

Stil ind på kanal 5 i aften, og de følgende tordage kl.20.00, og se Jacob Strachotta bruge hypnose på en sjov og underholdende måde. Sidste torsdag blev en kvinde hypnotiseret til at tro hun var astronaut og blev forelsket i en nilfisk støvsuger. Principielt er det samme teknik jeg bruger med mine klienter, nemlig at placere suggestioner (forslag) i deres ubevidste sind - dog ikke indbildte forelskelser! Sidste uge måtte en skeptisk ingeniør igen og igen tælle sine 11 fingre, og tilsidst give fortabt. Underbevidstheden sejrede over logikken - enkelt men effektivt.

Når jeg bringer mine klienter i trance, bevæger jeg dem nogle gange igennem en visualisering, hvor jeg beder dem opleve sig selv som børn, liggende og kiggende op i den blå himmel. Jeg fik ideen til denne øvelse, efter i et intuitivt glimt, at have oplevet mig selv i en tilsvarende situation. I glimtet oplevede jeg endnu et glimt. En underlig form for familiaritet med den blå farve. At der var noget, der var stabilt og uforanderligt, og som også fandtes i mig. Jeg mindes, at jeg undrede mig dengang. Over at noget kunne være der hele tiden, derinde bag ved skydækket. Jeg beder mine klienter om at forstille sig, at skyerne er deres tanker. Tankerne som et billede på det ustabile, upålidelige og kaotiske element i dem, som de har identificeret sig med og levet efter. Min observation er, at der sker noget dybt, når klienten i en afslappet tilstand oplever kontrasten mellem flygtighed (skyer/tanker) og uforanderligheden (den blå himmel/selvet). Indentifikationen brydes for en stund, og afsætter fred.

En af de mønstre ved rygningen, som har slået mig, er hvorledes den virker som en lynafleder for rygerens følelser, og elegant flytter opmærksomheden væk fra kroppen. Som en buldozer, skubber rygeren sine følelser foran sig, indtil bunken er blevet så stor, så vedkommende først opdager dem i form af en depression eller andet sammenbrud. Jamen det virker jo, vil den opmærksomme ryger jo sige. Ja, hvis man synes det virker at sidde på toppen af et 100 tons godstog i fuld fart mod en klippevæg, mens man gentager: Jeg findes ikke - jeg findes ikke, så virker det. Spørgsmålet man er nødt til at stille sig sig selv som ryger er: Hvordan kan jeg håndtere f.eks stress, ved at trække giftig røg ned i lungerne og slå mig selv ihjel. Svaret er enkelt. Det hænger overhovedet ikke sammen. Stress skal håndteres ved at handle i overenstemmelse med en selv, ikke at flytte opmærksomheden væk fra problemet.
En anden konsekvens af at flytte sine følelser foran sig, som rygeren er nødt til at forholde sig til, er forfaldet af kroppen. Rygning er en lang kropslig deroute, og dermed også en degenerering af de ressourcer, som er til rådighed for det mentale apparat. Jo svagere krop, jo svagere sind.

Vil du da hellere dø, var min første tanke, da jeg forleden dag havde haft en ryger til afvænning. Han stod helt ude på kanten og valget var klart. Det var nu eller aldrig. Jeg spurgte vedkommende ligeud om min antagelse var korrekt, og fik et tøvende: Det har jeg egentlig aldrig tænkt over, men jeg tror du har ret. Jamen har du ikke en kant, spurgte jeg vedkommende, som efterfølgende i lang tid overvejede mit spørgsmål. Joh, hvis jeg når "der ud", så vil jeg sikkert stritte imod.
For rygerens vedkommende er dette sted "der ude", en horisont som hele tiden flytter sig lidt længere væk. Han når aldrig rigtig derud, selv om han selv er overbevist om det modsatte. Det er naturligvis rygerens misbrugsdel, som ikke tillader, at situationen bliver oplevet helt og fuldt. Stoffet kommer i første række og skrækscenariet fra fremtiden blivet nedtonet på alle fronter. Naturligvis har vi alle en livsdrift i os, men hvis den undertrykkes af nikotinen, så kan oplevelsen af livets vigtighed også blive undertrykt. Der er noget, som ikke bliver set, hørt og mærket.